Jeg er lidt handicappet nu med en stor støvle på højre ben og jeg forsøger at håndtere mig selv på krykker. Det går langsomt at komme frem forhindret som jeg nu er. Det går lige an at komme igennem dørene til det dejlige solskinsvejr lige udenfor glasdørene. Der er almindeligt travlhed omkring sygehuset. En del mennesker som ser lidt træt ud kommer og går ved hovedindgangen. Ansatte, besøgende, pårørende, syge – alle har en ærinde på sygehuset og de er ikke alle lige begejsret for at være der. Det er tydeligt at se, at mærke. Prøver at få et smil frem fra én som skulle ind af dørene men det kneb.

Parret sider udenfor på en bænk. Beskeden har ikke været god. Det er vist ret dårligt. De holder hinanden i hånden. Hun læner sig frem for at lyne hans jakke op lidt mere. Det blæser. Han smiler til hende og tager hendes hånd. Hun tører tårene væk fra hans kind. Han er den som er i kørestol. Er det ham som er syg? De elsker hinanden og har gjort det længe. Mand og kone? Elskere? Svært at vide. Han kigger væk efter at have kysset hendes hånd. Hånden ligger på hans knæ. Hun kigger søgende på hans ansigt. Hvad er det hun leder efter? Kærligheden er ikke til at tage fejl af så hvad er det? Trøst? Smerte? Vil hun give ham et trøstene blik? Hun kigger den anden vej. Hun har store mørke briller på. For at gemme øjene væk? Det er smukt det de deler men gøre pokkers ondt. Der er en afslutning på vej som hverken ham eller hende har løst til at se i øjene. De ser ikke andre. De sidder i en verden helt alene. En verden som lige nu er fyldt med kærlighed, smerte, accept, trøst den ene for den anden.

De forlader bænken. Hun triller ham mod indgangen. De kommer hen imod mig. Jeg ser på ham i stolen. Hans øjene er våde. Tårene får ikke helt frit løb men de kan ikke holdes tilbage længere. Hun skubber ham. Hun er en høj dame med hvidt hår. Da hun sad på bænken så hun lille og nedsunken ud. Ikke nu. Hun er stoiske. Der er en vis stolthed i hendes holdning. Det de skal igennem skal ikke knække dem, hende. Smerten er dog ikke til at bære.

De er nu gået forbi. Ind igennem de automatisk døre. Vinden er kold. Det er en vanskelig dag for nogen. Det indtryk de har efterladt forsvinder ikke lige med det samme. De er faktisk blevet hos mig hele dagen. Kan ikke lige slip dem. Jeg er optimist af natur. Har altid været det. Det par havde opgivet håbet, det var tydeligt at mærke. Håbet var givet slip på og accept havde indfundet pladsen istedet.
Det var hårdt at være vidne til…og smukt. Og jeg takker dem i mit hjerte for det privilegium det var at opleve dem i dag.

Det er en kunst, det at give slip.

Det er egentlig uanset hvad det er man skal giv slip for. Om det så er en flot vase der ikke længere passer ind i stuens stil men den var en gave fra mormor ved huskøbet, en kæreste man ikke længere har lyst til at være sammen med men har elsket eller ægteskabet som ikke længere fungere efter mange gode år. Man skal give slip.

Sværeste er at give slip for sit barn. Og da jeg vil have det svært ved at give slip for den flotte vase fra mormor, forestille dig lige hvordan jeg har det med at give slip og give lov til mit barn! Det er det sværeste jeg oplever. Jeg elsker min søn så højt. Jeg elsker ham, som vi sagde til hinanden da han var lille og som jeg siger stadig, “jeg elsker dig til månen og tilbage igen.” (Jeg tilføjer en gang imellem “1000 gang” da jeg er af den overbevisning at overdrevelse fremmer forståelse) Det er lige præcis af denne grund at jeg giver slip. Alt andet er ikke værdigt. For mig. For ham.

Der er  mange gode grunde til at man skal giv slip. Børn skal lære at stå på egen ben. Det kan min søn kun ved at tage skridtene selv, og fejle, for så at bevæge sig fremad igen med den viden nu i rygsækken at det der var sgu ikke så godt så lige det skal man ihvertifald ikke prøve igen. Næste skridt går bedre og sådan føler man sig frem i livet.

Jeg smiler ved tanken om nogle af de oplevelser han forhåbentlig kommer hjem og fortæller om som har gjort ham glad. De spændende traf med interessante mennesker han kommer til at møde på sin vej. Tilfældig ting som sker som fører til noget andet end lige det han havde forventet men som giver, måske, endnu mere glæde. Jeg er spændt på de store beslutninger som vil blive taget – kæreste? hus? nej ikke hus men kollektiv? børn? ingen børn? Danmark, Canada, eller en båd på havet, et telt i regnskoven??

Alle de fantastiske oplevelser – nogen helt klart bedre end andre – er det som væver livets gobelin, som giver farve og mening, som varmer og svøber én i en følelse af velvære og kærlighed. De hikke som unægtelig kommer på vejen skal opleves og læres fra og bearbejdes. De bliver vævede ind med trådene af glæde og  jubel og sammen giver de gobelinen nuancerne. Man mærker at man lever. Det kan jeg ikke, skal jeg ikke og vigtigste af alt vil jeg ikke tage fra min søn på sin vej.

Jeg har tillid til min søns evner. Jeg har tillid til min søns tanke process. Jeg har tillid til min søns intuition og jeg har tillid til at han lyter til alt det og tager hjertet med i regnstykket. Men for pokker det er hårdt! Hårdt at tænke på hvor ondt det kan gøre at tage et fejl skridt selvom jeg ved at det er en nødvendighed. Han skal mærke selv. Jeg håber at de huller han nu engang falder pladask ned i ikke er for dybe. At når han falder, for det vil han gøre, kommer han op, børster støvet af sig og starter igen eller fortsætter med mod, intakt og klogere.

Jeg er her. Det skal han vide. Jeg vil hjælpe hvis han vil have det, har behov for det. Nogle fejl kan man godt have brug for at få en hjælpende hånd til at rette op på eller finde vej ud af konsekvenserne og det er ok.

Sidder lige og tænker at det er en af de største gaver man giver, både til ens barn og i aller højeste grad også til en selv, det at give slip, med kærlighed. Jeg glædes ved at se min søn bane sin egen vej her fra teenage alderen. Jeg glæder mig til at se ham vokse med opgaven og er spændt på om jeg nu har gjort det godt nok. Har jeg lært ham nok og de rigtige ting? Har jeg viste ham nok om at gå ud i livet, om at stå stærkt, om at stå ved sig selv, om at sige fra, om at danne sin egen mening, om at være omsorgsfuld? Har jeg støbt i ham, under hans opvækst, et fundament der kan bære ham når nu jeg giver helt slip? Der er vist nok en revne eller to i fundamentet men ikke noget som han ikke selv kan rette op på og glatte ud. Jeg har tillid til ham og derfor har jeg tillid til at jeg har udført min opgave, bedst muligt.

Og ja, mit hjerte vil gerne have ham tæt på, mit hjerte vil gerne vide ham sikker, mit hjerte vil gerne…have at han lever sine drømme ud i livet. Og måske en gang i mellem, kommer hjem til mor og fortæller om det.  Jeg giver slip…..lige om lidt 🙂

Bamsen der tog til stjernerne

Den lille bamse elskede at kigge på stjerner. Hver nat når det blev mørkt sad han i sin lænestol på terrassen og med alt mørkt omkring ham sad han og kiggede længselsfuldt op på stjernehimlen. Han vil så gerne en tur op til de skønne stjerner. Han vidst bare ikke helt hvordan han skulle bære sig af med at komme deroppe. Der var langt! Han sad og så op på den stjerne som lyste op allermest og drømte om at være lige der.

Så gik den lille bamse i tænkeboksen. Det må være muligt. Den lille bamse var ikke en fyr som bare gave op så inden længe havde han fundet en måde hvorpå han kunne bygge sin hel egen rumraket. Det skulle være stort nok til at nå den smukkeste stjerne i himlen og stort nok til at bo i nogle dage. Han regnede med at det nok vil tage 3 dage at nå den smukke stjerne som han stirrede på hver nat og som han havde en stor drøm om at nå.

Han var nødt til at have provianter med til  7 dage. Han skulle have et køleskab og nogle skabe. En behagelig seng eller måske en lænestol var nok? Et lille bord som han kunne sidde og spise ved og lægge planer ved og meget vigtigt var det også at Bamse havde et skrivebord hvor han kunne tegne og skrive.

En uge senere var hans rumraket klar. Bamse synes selv at det var en fantastiske raket. Han købt lidt ost og en bakke æg, nogle boller og et par glas hindbær marmalade. Han var klar.

Dagen kom endelig hvor han skulle flyve afsted til stjernerne. Han fyrret op i motoren og med alt på full power kom Bamse op i luften og endda op i rummet. Det lykkes! Han hoppede og dansede med glæde. Han fløj forbi den ene skønne stjerne efter den anden. Men ingen af dem ville han lande på. Nej, der var kun én stjerne Bamse skulle besøg og det var den smukkeste i hele stjernehimlen.
Efter 2 dage, 10 timer og 14 minutter kunne han se sin special stjerne. 16 minutter senere landede Bamse på stjernen. Bamse kiggede ud af vinduet. Det kunne da ikke være rigtigt det han så! Han troede ikke sin egen øjne. Lyserøde blomster i de skønneste former. Blå kobjælde blomster og gule klokkeblomster. Og en skov, lavede af stjernekaster som lyste op, hele tiden! Han blev så glad!
Bamse åbnede døren til raketten. Han gik lige så forsigtigt ud af døren og trådt ned på stjernen. Han vidst ikke om han vil kunne stå på stjernen eller om han bare vil falde igennem! Men, den holdt. Der kom en lille sky af stjernestøv op med hver skridt han tog. Han blev meget overraskede. Der var noget om det der stjernestøv. Hvad var det nu han skulle husk? Han havde gemt det i den tredje skuffe til højre i den bagerste del af sin hukommelse fordi han havde allerede for langt tid siden håbede på at han kom til at besøg en stjerne. Han var sikker på at det var ret vigtigt. Stjernestøv, magisk, rejse, oh hvis bare han kunne kom på det. Han samlede alligevel lidt stjernestøv op i et af de små syltetøjsglas han havde gemt selvom han ikke kunne helt husk hvorfor. Det lyste helt specialt op og han kom lige pludslig på hvad det var han skulle husk! Han samlede et glas mere sternestøv og sat det ind i rumraketten.

Han havde sin helt unikke hjelm på så han kunne overleve i den tynde luft på stjernen og det gjorde at han kunne gå rundt og se på alle de fantastiske ting han havde set fra rumraketten. De lyserøde blomster som svajede når han gik forbi. De blå og gule blomster som kastede en duft i luften når de blev trådt på. Og så var der skoven!! En skov så langt øjet kunne se af stjernekaster! Og de lyste hele tiden. Det var et magisk sted. Han var bange for at det var en drøm alt det som han lige havde oplevet. Han niv sig selv i armen. AW! Det gjorde ondt! Heldigt! Så var det ikke en drøm!

Han nåede til den anden side af skoven. Han stoppede. Han gloede. Aldrig havde han set noget så flot! Et hus, men ikke bare et almindeligt hus, et hus hvor alt havde en gyldne gløde. Det havde han ikke forventede!

Han gik forsigtigt hen til døren og med kun lidt tøven bankede på. Han kunne høre fodtrin indenfor og pludselig blev døren åbnede af en fe. Hun var den smukkeste stjerne fe. Bamse var lige ved at falde bagover. Hun havde det skønneste smil og byd Bamse velkommen indenfor.
De satte sig og snakkede. Ja, de snakkede så meget at de helt glemt hvad klokken var og snart var det spise tid. Stjerne fe’n inviterede Bamse på middag. Han var sikker på at han var i drømmeland. Ikke nok med at han var nåede til den smukkeste stjerne i himlen men han skulle spise middag med den skønneste fe! De snakkede og snakkede over middagen. De talt om alt mellem stjernen og jorden. De havde den hyggeligste aften.

Næste dag viste Stjerne fe’n Bamse rundt på stjernen. Det var et helt unikt sted og var lige så flot som han havde håbet når han så op på den fra hans lænestol på terrassen. Tiden for Bamses besøg fløj afsted og snart var det tid til at tage hjem til jorden.

Han tog afsked med den skønne fe og lovede at komme tilbage til eftermiddags te en dag. Han kravlede tilbage i sin rumraket med sin 2 glas stjernestøv og startede moteren. Med et brag lettede rumraketten og fløj med kurs mod jorden og Bamses have.

Bamse nyd endnu mere nu at sidde i sin lænestol og kig op på stjernehimlen efter sit besøg til sin stjerne og middag med fe’n. Bamse fortsat sin daglig dag som altid efter hans hjemkomst. Det var som om det ikke var sket. Men en dag, næsten et år efter han komme tilbage fra stjernen fandt han 2 syltetøjsglas fyldt med noget meget underlige støv i dem. Det var helt sort i farve. Han kunne ikke husk at han havde købt sådan noget sort stads. Han tog det ene glas og rystede den for at se hvad det var. Han måtte træde et skridt tilbage fra glasset det lyste så meget! Det var ikke noget sort støv! Det var de to glas af stjernstøv.

Han kom lige pludselig i tanke om hvad der var så special ved stjernestøv. Der skulle kun lægges en lille skefuld af stjernestøv i din hånd og når du lagde den anden hånd over så kunne man ønske sig til et hvert sted i verdenen. Bamse tænkt at det kunne være hyggeligt at tale med den skønne stjerne fe igen. Han tog lidt stjernestøv i sin hånd, lagde den anden hånd over og tænkte sig til den smukkeste stjerne i stjernehimlen. Og Puf! Plask! Pladask! Så var han på stjernen. Han stod og bankede på døren og der stod stjerne fe’n! Smilende og glad byd hun Bamse indenfor til en kop eftermiddag te. Alt stod klar. For det havde de aftalt.

Da jeg ankom i dag og bankede på din dør var jeg trist. Smilet var gemt bort. Det gode humør havde forduftet i løbet af en bekymrende dag.

Regndråberne var mine tårer. Mit humør matchede de grå nuancer i skyerne.

Så kom I. Med en åben dør og blide smil omfavnet I mig og hver af jer tog en del af den byrde jeg bar.

Efterhånden som tiden skred frem, lettet den enorme vægt i mit hjerte og de tårer der luret bag øjenlågene forduftet.

Jeres trøstende og omsorgsfulde tilstedeværelse gjorde hele forskellen

Gurredam Sommerlejr – Kongslejre Division DDS

Spejder sommerlejr – 4 dage vel overstået. Sidder nu med hævede og ømme fødder, ondt i ryggen, tørre læber og er træt, oh så træt. Jeg er ekstrem søvnig da jeg ikke rigtig har sovet i 3 nætter, har jord under neglene som ikke forsvinder ved bare én vask, er blevet behagelig solbrandt og har en masse indtryk racene igennem mit hoved. Jeg har nydt et dejligt langt varmt bad efter 4 dage uden, (være glad for at du ikke var en af de kunder som var i Rema samtidig som mig) har fået en kop kaffe der smager vidunderligt og har nu sat mig i sofaen og smidt mine trætte ben op. Ingen radio, ingen tv, ikke en lyd……Ahhhhh!

Det som overskygger alt det sådan en weekend gøre ved min gamle krop  er de fantastiske oplevelser jeg har haft og minder jeg har fået i løbet af den vel overstået spejderlejr ved Gurredam. 4 dages sommerlejr i et super spejdercenter tæt på Helsingør. Et enormt engagerede hold, vores gruppeleder iblandt, havde skabt en weekend i ”nye venner’s” tegn. Med en masse engagement, og gå på måde havde de formodet at skabe de rigtige rammer til en weekend med sjov og spas, udfordring og hygge.

Der er en del forberedelse (læse en hel masse shit som skal laves) for at sådan en weekend kan lykkes og gøre at de unge spejder som har meldt sig til tager hjem med en god fornemmelse i maven. En opfattelse af at have været et sted hvor man har været velkomme og underholdt og måske endda skubbet lidt til for at have vokset med opgaven. Alt det er det at være spejderleder. Jeg er ufattelig heldig at være en del af en gruppe spejderleder i Jyllinge som brænder for det at være spejder og leder og giver frivilligt af deres tid til at være det. Bonus er at vi har det godt sammen, griner sammen og hygger sammen.

Sådan en weekend kan ikke lykkes uden mange, mange frivillige sjæle. Spejder lederer, ny som erfaren, unge som dem i den anden ende af skalaen, som bruger deres fritid på at give en masse unge mennesker som har valgt at være spejder, cirka 400 på denne lejr, en oplevelse af en special karakter som ryger ind på nethinden og bliver der.

Jeg kan slet ikke tælle hvor mange kram jeg har fået i denne weekend. Eller give et tal på hvor mange unge spejder jeg har talt med som jeg ikke kender og fået tillid og smil retur. Af mine ”egne” unger er der nogle stykker som har flyttet sig gevaldigt i de 4 dage vi har været sammen afsted på vores lejr tur. De ved det slet ikke selv men jeg kan se det, mærk det i dem.

Og ungerne er ikke de eneste som kommer hjem fra sådan en lejr beriget med oplevelser og grænser skubbet lidt, nogen gang mere end bare lidt. Jeg lærer noget hver gang – hvordan man etablere en lejr (jeg følger instrukser fra dem som virkelig kan den kunst det er at bygge en lejrplads op,) om naturen, om mennesker, om relationer, om kommunikation, om hvordan jeg kan være mig selv og håndterer situationer forskelligt, om glæden ved at give og, ja, at tage for det skal der også til. Jeg lærer noget om hvad jeg er god til selvom jeg til tider under en lejr tvivler enormt meget på mine evner finder jeg at når jeg stoler på min mave fornemmelse går det som regel ok.

Det bedste øjeblik i løbet af denne lejr, for der er som regel et øjeblik der lyser lidt mere end så mange andre, var en stille stund hvor jeg trak mig for at få lidt ro og få tankerne på plads. En junior spejder som vi har haft i mini grenen kom over og spurgt om jeg sad og tænkt over verdenen. Ja, det gjorde jeg og jeg invitereret ham til at fundere en stund sammen med mig. Det vil han gerne og vi sad og fik en sludre sammen. Hans umiddelbarhed  og omsorg rørt mig dybt og gjorde mig glad. Trætheden forsvinder lige så stille og roligt og de dejlige minder bliver heldigvis tilbage.

Musings: an elegant tapestry of quotations, musings, aphorisms, and autobiographical reflections (James Atlas)

Hmmm…hvordan siger man så det på dansk? “En elegant gobelin af citater, tanker, ordsprog, og selvbiografiske refleksioner. ”  Tja, måske?

Fordybelse. Eftertænksomhed. Overvejelser.

Må jeg byde velkommen til “Musings Mine.” Et sted hvor du kan komme med på mine vandreture igennem mine tanker og refleksioner om alting. Mine overvejelser om de ting der sker i verdenen, i min by, på toget, lige der hvor jeg bor. Verdenen set igennem mine øjene….. Jeg håber at du sidder godt i din favorit lænestol eller måske det bedste hjørne af sofaen med en ekstra pude for at gøre det rigtigt behageligt.

Med lidt held vil disse rumineringer af mine, have interesse. De vil til en hver tid være mine helt egen. Man kunne se dem som dagdrømme eller måske endda tid spild. Som du vil.

Jeg vil intet garantere. Jeg vil altid gør mit bedste. Min mening, tja, det er lige det det er – min mening. Det kan godt være at du er enig. Det modsatte kan selvfølgelig også være tilfældet. Det kan ske, at vi må være enig om at være uenig. Sådan er det bare. Jeg håber at vi altid vil gå hver vores vej med det gode humør i behold og med gensidigt respekt.

Jeg glæder mig til at have dette sted hvor jeg kan få lov til at udtrykke mig. Jeg håber at du vil finde mine vandringer din tid værd.

Venlig tanker.

Kim

P.S. Friheden til at skrive mine tanker, at udtrykke min mening, her på “musings mine”, hvad det nu må være, er min. Kommentar er velkommen, med respekt og et smil. Det sidste ord er mit. Her på min blog, regerer jeg!

13 nov14 evening

På vej med s-tog. Snart ved destination. Toget har været helt proppede i aften. Nogle folk sidder med lukket øjne. Mon de sover? Prøver at slippe dagens opgaver måske? Jeg prøvede at meditere på toget i går, det kan jeg ikke!! Jeg er alt for nysgerrig. Der er alt for mange lyde og muligheder for at observere folk. Det er sjovt. Folk vil helst ikke have øjen kontakt. Det er svært at få smil frem for de vil ikke se direkte på en. Der er det nemmere når man går ned af gaden. Jeg tror at jeg vil prøve i morgen at se hvor mange jeg kan få et smil fra på s-tog og Metro. Det bliver min opgave på en fredag. Det burde være rimelig nemt når det er på en fredag. Tror I ikke? Vi ser. Keep you posted. My stop…