Det må være vejret der gør det…

Jeg har lige set filmen/dokumentar film “Girl Rising”. Den er på Netflix og det er et ren tilfæld at jeg falder over den i min søgning efter en god film til en lidt grå søndag. Søgt på Meryl Streep…Hvor om alt ting er så tager jeg den tid det tager, 102 minutter at se filmen.

I den tid får jeg muligheden for at opleve verdener som er langt væk fra min egen. 9 piger som viser hvordan deres verden er…som pige…i omgivelser jeg ikke kan forestille mig frem til da det er så fremmede for mig. Og det er ikke for at jeg skal have ondt af disse fantastiske mennesker, nej, tværtimod, det jeg tager med mig fra filmen er en beundring af deres vilje, deres mod, deres brændende ønske om at gøre en forskel med deres liv, især for andre piger, unge kvinder. Deres undertrykkelse i deres forskellige kulture er de bånd de kaster fra sig. Nogle få har familier der støtter dem dog er det ofte det modsatte. Og undskyldningen for dem er at de er nødsagede til at gøre det de gør. Det tror de måske…
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal med det jeg sidder tilbage med. Det er en blanding af respekt for dem som har lavet filmen, dem som har medvirkede til at den bliver set. Det er dybt respekt for de piger som har turde stå frem og fortælle om deres liv indtil videre og den mod som de viser i deres beretninger. Det er afskyr overfor de mennesker som ikke ønsker at kvinder går frem i verdenen som ligeværdige mennesker men istedet underkaster et køn alene pga det, deres køn. Det er en undren over at et menneske kan være så ond at ville og så ydermere tror på at det er deres ret at begå vold og ydmydelse mod et andet menneske. Og jeg føler mig magtesløs, totalt magtesløs for at påvirke situationen.
Måske kan jeg, i min lille omgangskreds, minde os på at vi skal respekterer hinanden, være gode ved hinanden, værdsætte hinanden. Måske kan jeg med mine ord sende nogle ringe ud i min verden, den sø jeg sejler i, som med håb kan sprede ringe lidt videre ud i andres verden om at ord og handling har en konsekvens. Måske hvis vi husker at alle er lige meget værd og vi stå ved det i vores verden, kæmper for det, så kan det have en positiv effekt længere ud i den store verden. Jeg ved ikke hvad jeg ellers kan gøre (og måske finder jeg ud af det) men jeg ved, med 100% sikkerhed at jeg kan påvirke min egen lille vandpyt ved at hjælpe, ved at lytte, giv et smil, gøre det jeg kan der hvor jeg er. Måske er det nok, for nu. Det er et sted at start.