Jeg er lidt handicappet nu med en stor støvle på højre ben og jeg forsøger at håndtere mig selv på krykker. Det går langsomt at komme frem forhindret som jeg nu er. Det går lige an at komme igennem dørene til det dejlige solskinsvejr lige udenfor glasdørene. Der er almindeligt travlhed omkring sygehuset. En del mennesker som ser lidt træt ud kommer og går ved hovedindgangen. Ansatte, besøgende, pårørende, syge – alle har en ærinde på sygehuset og de er ikke alle lige begejsret for at være der. Det er tydeligt at se, at mærke. Prøver at få et smil frem fra én som skulle ind af dørene men det kneb.

Parret sider udenfor på en bænk. Beskeden har ikke været god. Det er vist ret dårligt. De holder hinanden i hånden. Hun læner sig frem for at lyne hans jakke op lidt mere. Det blæser. Han smiler til hende og tager hendes hånd. Hun tører tårene væk fra hans kind. Han er den som er i kørestol. Er det ham som er syg? De elsker hinanden og har gjort det længe. Mand og kone? Elskere? Svært at vide. Han kigger væk efter at have kysset hendes hånd. Hånden ligger på hans knæ. Hun kigger søgende på hans ansigt. Hvad er det hun leder efter? Kærligheden er ikke til at tage fejl af så hvad er det? Trøst? Smerte? Vil hun give ham et trøstene blik? Hun kigger den anden vej. Hun har store mørke briller på. For at gemme øjene væk? Det er smukt det de deler men gøre pokkers ondt. Der er en afslutning på vej som hverken ham eller hende har løst til at se i øjene. De ser ikke andre. De sidder i en verden helt alene. En verden som lige nu er fyldt med kærlighed, smerte, accept, trøst den ene for den anden.

De forlader bænken. Hun triller ham mod indgangen. De kommer hen imod mig. Jeg ser på ham i stolen. Hans øjene er våde. Tårene får ikke helt frit løb men de kan ikke holdes tilbage længere. Hun skubber ham. Hun er en høj dame med hvidt hår. Da hun sad på bænken så hun lille og nedsunken ud. Ikke nu. Hun er stoiske. Der er en vis stolthed i hendes holdning. Det de skal igennem skal ikke knække dem, hende. Smerten er dog ikke til at bære.

De er nu gået forbi. Ind igennem de automatisk døre. Vinden er kold. Det er en vanskelig dag for nogen. Det indtryk de har efterladt forsvinder ikke lige med det samme. De er faktisk blevet hos mig hele dagen. Kan ikke lige slip dem. Jeg er optimist af natur. Har altid været det. Det par havde opgivet håbet, det var tydeligt at mærke. Håbet var givet slip på og accept havde indfundet pladsen istedet.
Det var hårdt at være vidne til…og smukt. Og jeg takker dem i mit hjerte for det privilegium det var at opleve dem i dag.