Det er en kunst, det at give slip.

Det er egentlig uanset hvad det er man skal giv slip for. Om det så er en flot vase der ikke længere passer ind i stuens stil men den var en gave fra mormor ved huskøbet, en kæreste man ikke længere har lyst til at være sammen med men har elsket eller ægteskabet som ikke længere fungere efter mange gode år. Man skal give slip.

Sværeste er at give slip for sit barn. Og da jeg vil have det svært ved at give slip for den flotte vase fra mormor, forestille dig lige hvordan jeg har det med at give slip og give lov til mit barn! Det er det sværeste jeg oplever. Jeg elsker min søn så højt. Jeg elsker ham, som vi sagde til hinanden da han var lille og som jeg siger stadig, “jeg elsker dig til månen og tilbage igen.” (Jeg tilføjer en gang imellem “1000 gang” da jeg er af den overbevisning at overdrevelse fremmer forståelse) Det er lige præcis af denne grund at jeg giver slip. Alt andet er ikke værdigt. For mig. For ham.

Der er  mange gode grunde til at man skal giv slip. Børn skal lære at stå på egen ben. Det kan min søn kun ved at tage skridtene selv, og fejle, for så at bevæge sig fremad igen med den viden nu i rygsækken at det der var sgu ikke så godt så lige det skal man ihvertifald ikke prøve igen. Næste skridt går bedre og sådan føler man sig frem i livet.

Jeg smiler ved tanken om nogle af de oplevelser han forhåbentlig kommer hjem og fortæller om som har gjort ham glad. De spændende traf med interessante mennesker han kommer til at møde på sin vej. Tilfældig ting som sker som fører til noget andet end lige det han havde forventet men som giver, måske, endnu mere glæde. Jeg er spændt på de store beslutninger som vil blive taget – kæreste? hus? nej ikke hus men kollektiv? børn? ingen børn? Danmark, Canada, eller en båd på havet, et telt i regnskoven??

Alle de fantastiske oplevelser – nogen helt klart bedre end andre – er det som væver livets gobelin, som giver farve og mening, som varmer og svøber én i en følelse af velvære og kærlighed. De hikke som unægtelig kommer på vejen skal opleves og læres fra og bearbejdes. De bliver vævede ind med trådene af glæde og  jubel og sammen giver de gobelinen nuancerne. Man mærker at man lever. Det kan jeg ikke, skal jeg ikke og vigtigste af alt vil jeg ikke tage fra min søn på sin vej.

Jeg har tillid til min søns evner. Jeg har tillid til min søns tanke process. Jeg har tillid til min søns intuition og jeg har tillid til at han lyter til alt det og tager hjertet med i regnstykket. Men for pokker det er hårdt! Hårdt at tænke på hvor ondt det kan gøre at tage et fejl skridt selvom jeg ved at det er en nødvendighed. Han skal mærke selv. Jeg håber at de huller han nu engang falder pladask ned i ikke er for dybe. At når han falder, for det vil han gøre, kommer han op, børster støvet af sig og starter igen eller fortsætter med mod, intakt og klogere.

Jeg er her. Det skal han vide. Jeg vil hjælpe hvis han vil have det, har behov for det. Nogle fejl kan man godt have brug for at få en hjælpende hånd til at rette op på eller finde vej ud af konsekvenserne og det er ok.

Sidder lige og tænker at det er en af de største gaver man giver, både til ens barn og i aller højeste grad også til en selv, det at give slip, med kærlighed. Jeg glædes ved at se min søn bane sin egen vej her fra teenage alderen. Jeg glæder mig til at se ham vokse med opgaven og er spændt på om jeg nu har gjort det godt nok. Har jeg lært ham nok og de rigtige ting? Har jeg viste ham nok om at gå ud i livet, om at stå stærkt, om at stå ved sig selv, om at sige fra, om at danne sin egen mening, om at være omsorgsfuld? Har jeg støbt i ham, under hans opvækst, et fundament der kan bære ham når nu jeg giver helt slip? Der er vist nok en revne eller to i fundamentet men ikke noget som han ikke selv kan rette op på og glatte ud. Jeg har tillid til ham og derfor har jeg tillid til at jeg har udført min opgave, bedst muligt.

Og ja, mit hjerte vil gerne have ham tæt på, mit hjerte vil gerne vide ham sikker, mit hjerte vil gerne…have at han lever sine drømme ud i livet. Og måske en gang i mellem, kommer hjem til mor og fortæller om det.  Jeg giver slip…..lige om lidt 🙂