Bamsen der tog til stjernerne

Den lille bamse elskede at kigge på stjerner. Hver nat når det blev mørkt sad han i sin lænestol på terrassen og med alt mørkt omkring ham sad han og kiggede længselsfuldt op på stjernehimlen. Han vil så gerne en tur op til de skønne stjerner. Han vidst bare ikke helt hvordan han skulle bære sig af med at komme deroppe. Der var langt! Han sad og så op på den stjerne som lyste op allermest og drømte om at være lige der.

Så gik den lille bamse i tænkeboksen. Det må være muligt. Den lille bamse var ikke en fyr som bare gave op så inden længe havde han fundet en måde hvorpå han kunne bygge sin hel egen rumraket. Det skulle være stort nok til at nå den smukkeste stjerne i himlen og stort nok til at bo i nogle dage. Han regnede med at det nok vil tage 3 dage at nå den smukke stjerne som han stirrede på hver nat og som han havde en stor drøm om at nå.

Han var nødt til at have provianter med til  7 dage. Han skulle have et køleskab og nogle skabe. En behagelig seng eller måske en lænestol var nok? Et lille bord som han kunne sidde og spise ved og lægge planer ved og meget vigtigt var det også at Bamse havde et skrivebord hvor han kunne tegne og skrive.

En uge senere var hans rumraket klar. Bamse synes selv at det var en fantastiske raket. Han købt lidt ost og en bakke æg, nogle boller og et par glas hindbær marmalade. Han var klar.

Dagen kom endelig hvor han skulle flyve afsted til stjernerne. Han fyrret op i motoren og med alt på full power kom Bamse op i luften og endda op i rummet. Det lykkes! Han hoppede og dansede med glæde. Han fløj forbi den ene skønne stjerne efter den anden. Men ingen af dem ville han lande på. Nej, der var kun én stjerne Bamse skulle besøg og det var den smukkeste i hele stjernehimlen.
Efter 2 dage, 10 timer og 14 minutter kunne han se sin special stjerne. 16 minutter senere landede Bamse på stjernen. Bamse kiggede ud af vinduet. Det kunne da ikke være rigtigt det han så! Han troede ikke sin egen øjne. Lyserøde blomster i de skønneste former. Blå kobjælde blomster og gule klokkeblomster. Og en skov, lavede af stjernekaster som lyste op, hele tiden! Han blev så glad!
Bamse åbnede døren til raketten. Han gik lige så forsigtigt ud af døren og trådt ned på stjernen. Han vidst ikke om han vil kunne stå på stjernen eller om han bare vil falde igennem! Men, den holdt. Der kom en lille sky af stjernestøv op med hver skridt han tog. Han blev meget overraskede. Der var noget om det der stjernestøv. Hvad var det nu han skulle husk? Han havde gemt det i den tredje skuffe til højre i den bagerste del af sin hukommelse fordi han havde allerede for langt tid siden håbede på at han kom til at besøg en stjerne. Han var sikker på at det var ret vigtigt. Stjernestøv, magisk, rejse, oh hvis bare han kunne kom på det. Han samlede alligevel lidt stjernestøv op i et af de små syltetøjsglas han havde gemt selvom han ikke kunne helt husk hvorfor. Det lyste helt specialt op og han kom lige pludslig på hvad det var han skulle husk! Han samlede et glas mere sternestøv og sat det ind i rumraketten.

Han havde sin helt unikke hjelm på så han kunne overleve i den tynde luft på stjernen og det gjorde at han kunne gå rundt og se på alle de fantastiske ting han havde set fra rumraketten. De lyserøde blomster som svajede når han gik forbi. De blå og gule blomster som kastede en duft i luften når de blev trådt på. Og så var der skoven!! En skov så langt øjet kunne se af stjernekaster! Og de lyste hele tiden. Det var et magisk sted. Han var bange for at det var en drøm alt det som han lige havde oplevet. Han niv sig selv i armen. AW! Det gjorde ondt! Heldigt! Så var det ikke en drøm!

Han nåede til den anden side af skoven. Han stoppede. Han gloede. Aldrig havde han set noget så flot! Et hus, men ikke bare et almindeligt hus, et hus hvor alt havde en gyldne gløde. Det havde han ikke forventede!

Han gik forsigtigt hen til døren og med kun lidt tøven bankede på. Han kunne høre fodtrin indenfor og pludselig blev døren åbnede af en fe. Hun var den smukkeste stjerne fe. Bamse var lige ved at falde bagover. Hun havde det skønneste smil og byd Bamse velkommen indenfor.
De satte sig og snakkede. Ja, de snakkede så meget at de helt glemt hvad klokken var og snart var det spise tid. Stjerne fe’n inviterede Bamse på middag. Han var sikker på at han var i drømmeland. Ikke nok med at han var nåede til den smukkeste stjerne i himlen men han skulle spise middag med den skønneste fe! De snakkede og snakkede over middagen. De talt om alt mellem stjernen og jorden. De havde den hyggeligste aften.

Næste dag viste Stjerne fe’n Bamse rundt på stjernen. Det var et helt unikt sted og var lige så flot som han havde håbet når han så op på den fra hans lænestol på terrassen. Tiden for Bamses besøg fløj afsted og snart var det tid til at tage hjem til jorden.

Han tog afsked med den skønne fe og lovede at komme tilbage til eftermiddags te en dag. Han kravlede tilbage i sin rumraket med sin 2 glas stjernestøv og startede moteren. Med et brag lettede rumraketten og fløj med kurs mod jorden og Bamses have.

Bamse nyd endnu mere nu at sidde i sin lænestol og kig op på stjernehimlen efter sit besøg til sin stjerne og middag med fe’n. Bamse fortsat sin daglig dag som altid efter hans hjemkomst. Det var som om det ikke var sket. Men en dag, næsten et år efter han komme tilbage fra stjernen fandt han 2 syltetøjsglas fyldt med noget meget underlige støv i dem. Det var helt sort i farve. Han kunne ikke husk at han havde købt sådan noget sort stads. Han tog det ene glas og rystede den for at se hvad det var. Han måtte træde et skridt tilbage fra glasset det lyste så meget! Det var ikke noget sort støv! Det var de to glas af stjernstøv.

Han kom lige pludselig i tanke om hvad der var så special ved stjernestøv. Der skulle kun lægges en lille skefuld af stjernestøv i din hånd og når du lagde den anden hånd over så kunne man ønske sig til et hvert sted i verdenen. Bamse tænkt at det kunne være hyggeligt at tale med den skønne stjerne fe igen. Han tog lidt stjernestøv i sin hånd, lagde den anden hånd over og tænkte sig til den smukkeste stjerne i stjernehimlen. Og Puf! Plask! Pladask! Så var han på stjernen. Han stod og bankede på døren og der stod stjerne fe’n! Smilende og glad byd hun Bamse indenfor til en kop eftermiddag te. Alt stod klar. For det havde de aftalt.