Human Spirit

The human spirit is defined in Wikipedia as a component of human philosophy, psychology, art, and knowledge – the spiritual or mental part of humanity. The human spirit includes our intellect, emotions, fears, passions, and creativity.

No matter how many times I am knocked down, I get up. No matter the weight of the knock down punch, I get up. Be it a punch to the stomach where my gut instinct is wounded or a strike to the heart where all my feelings are blasted or even a left to the head destroying my beliefs, I get up.

How is this possible? A heart blasted into a million miniscule pieces recovers and very slowly dares to reach out to love again. A gut wrenching wound recedes, loses its strength to cripple and I trust my intuition once again. The thoughts racing through my mind are the hardest to turn around. I’ve noticed that sometimes no matter how much effort I use, no matter how many clever authors I read for inspiration the thoughts continue in a downward spiral whispering in my ear that those clever writers may know lots but it doesn’t apply to me. All that effort is for naught, the whispering voice tells me as it won’t change anything for this is it. And so I continue my inner struggle. What is it that makes me see a little speck of light in that canvas of darkness, despite all the whispering of that voice so black and so very convincing? I get up. My step becomes just a tad lighter. My outer voice a tiny bit more gay with a lilt even. I get up. My deepest held conviction, my innermost belief in myself, in my spirit, in my worth, in my soul will not be broken. It speaks to me so softly so as not to be trampled but just enough for the subconscious mind to hear and it listens. I get up. My humour and optimisim return albeit cautiously, treading carefully into the whirlwind of thoughts and creates a small storm. A smile appears, almost reaching the eyes and a small giggle springs forth indicating a turn in the right direction.

The wounds are healing and the spirit gathering strength. I get up. The pattern of life continues winding down the well worn path but something is different. The rocks in the path are not so jagged and the steepness is not so relentless. The path seeks the less toiling way and the travelling is easier, almost pleasant. The maelstrom of thoughts are less argumentative and there is peace within.  Days, weeks, months even years may have passed during this period of immense inner conflict.

I am changed. I am stronger. I am wiser. I am at ease in my skin once again. A belief is born that it will not happen again – but it will. The difference next time will be that, from the past I know I have what it takes to make it through. I know. I got up.

Spejderlejr reflektioner

Gurredam Sommerlejr – Kongslejre Division DDS

Spejder sommerlejr – 4 dage vel overstået. Sidder nu med hævede og ømme fødder, ondt i ryggen, tørre læber og er træt, oh så træt. Jeg er ekstrem søvnig da jeg ikke rigtig har sovet i 3 nætter, har jord under neglene som ikke forsvinder ved bare én vask, er blevet behagelig solbrandt og har en masse indtryk racene igennem mit hoved. Jeg har nydt et dejligt langt varmt bad efter 4 dage uden, (være glad for at du ikke var en af de kunder som var i Rema samtidig som mig) har fået en kop kaffe der smager vidunderligt og har nu sat mig i sofaen og smidt mine trætte ben op. Ingen radio, ingen tv, ikke en lyd……Ahhhhh!

Det som overskygger alt det sådan en weekend gøre ved min gamle krop  er de fantastiske oplevelser jeg har haft og minder jeg har fået i løbet af den vel overstået spejderlejr ved Gurredam. 4 dages sommerlejr i et super spejdercenter tæt på Helsingør. Et enormt engagerede hold, vores gruppeleder iblandt, havde skabt en weekend i ”nye venner’s” tegn. Med en masse engagement, og gå på måde havde de formodet at skabe de rigtige rammer til en weekend med sjov og spas, udfordring og hygge.

Der er en del forberedelse (læse en hel masse shit som skal laves) for at sådan en weekend kan lykkes og gøre at de unge spejder som har meldt sig til tager hjem med en god fornemmelse i maven. En opfattelse af at have været et sted hvor man har været velkomme og underholdt og måske endda skubbet lidt til for at have vokset med opgaven. Alt det er det at være spejderleder. Jeg er ufattelig heldig at være en del af en gruppe spejderleder i Jyllinge som brænder for det at være spejder og leder og giver frivilligt af deres tid til at være det. Bonus er at vi har det godt sammen, griner sammen og hygger sammen.

Sådan en weekend kan ikke lykkes uden mange, mange frivillige sjæle. Spejder lederer, ny som erfaren, unge som dem i den anden ende af skalaen, som bruger deres fritid på at give en masse unge mennesker som har valgt at være spejder, cirka 400 på denne lejr, en oplevelse af en special karakter som ryger ind på nethinden og bliver der.

Jeg kan slet ikke tælle hvor mange kram jeg har fået i denne weekend. Eller give et tal på hvor mange unge spejder jeg har talt med som jeg ikke kender og fået tillid og smil retur. Af mine ”egne” unger er der nogle stykker som har flyttet sig gevaldigt i de 4 dage vi har været sammen afsted på vores lejr tur. De ved det slet ikke selv men jeg kan se det, mærk det i dem.

Og ungerne er ikke de eneste som kommer hjem fra sådan en lejr beriget med oplevelser og grænser skubbet lidt, nogen gang mere end bare lidt. Jeg lærer noget hver gang – hvordan man etablere en lejr (jeg følger instrukser fra dem som virkelig kan den kunst det er at bygge en lejrplads op,) om naturen, om mennesker, om relationer, om kommunikation, om hvordan jeg kan være mig selv og håndterer situationer forskelligt, om glæden ved at give og, ja, at tage for det skal der også til. Jeg lærer noget om hvad jeg er god til selvom jeg til tider under en lejr tvivler enormt meget på mine evner finder jeg at når jeg stoler på min mave fornemmelse går det som regel ok.

Det bedste øjeblik i løbet af denne lejr, for der er som regel et øjeblik der lyser lidt mere end så mange andre, var en stille stund hvor jeg trak mig for at få lidt ro og få tankerne på plads. En junior spejder som vi har haft i mini grenen kom over og spurgt om jeg sad og tænkt over verdenen. Ja, det gjorde jeg og jeg invitereret ham til at fundere en stund sammen med mig. Det vil han gerne og vi sad og fik en sludre sammen. Hans umiddelbarhed  og omsorg rørt mig dybt og gjorde mig glad. Trætheden forsvinder lige så stille og roligt og de dejlige minder bliver heldigvis tilbage.